UDM 25 på Korshavn!
Tak – I har fyldt hele holdlisten!
Vi er både rørte, glade – og en lille smule ærgerlige – over at måtte lukke for tilmeldingen af frivillige til UDM25.
Rørte og glade, fordi opbakningen har været helt overvældende. I er så mange fantastiske kvinder og mænd, der har sagt “ja, jeg vil være med!”.
Og ærgerlige, fordi vi nu desværre må sige nej til de næste, der banker på.
Tak til jer, der har meldt jer – I er rygraden i stævnet og grunden til, at vi kan give de unge sejlere en oplevelse for livet.
Vi er stolte af, at Odense Sejlklub er blevet udvalgt af Dansk Sejlunion til at være værter for en af 2025’s mest spændende sejlsportsbegivenheder – Ungdoms-Danmarksmesterskaberne 2025 (UDM25)! Dette er en fantastisk mulighed for at sætte både Odense og vores klub på sejlsportens landkort. Som værter ser vi frem til at byde de bedste unge sejlere fra hele Danmark velkommen til en weekend fyldt med intens konkurrence, fællesskab og uforglemmelige oplevelser. For at gøre dette event til en succes har vi brug for din hjælp – meld dig som frivillig og vær en del af noget stort! Det bliver en fantastisk oplevelse, og vi glæder os til at byde dig velkommen til et event, der vil gøre en forskel for både deltagerne og vores klub.
				
										
										
																			








