Af Annalise Jørgensen
Når man taler med sejlere fra kystnære klubber, hører man ofte, at det må være træls at skulle sejle så langt og være bundet af, at skulle følge en sejlrende så længe, før man er ude på åbent vand.
Det kan også umiddelbart se ud til at være en hæmsko for at komme ud at sejle, og nogle kan da heller ikke affinde sig med det, og flytter til andre havne. Vi andre, der er blevet og forhåbentlig gælder det også kommende medlemmer i klubben, kan dog se charmen ved turen på fjorden.
Vinden kan være lige imod, når du starter, og da man ofte er lidt utålmodig med at komme af sted, ja så er maskinen i gang det første stykke. Da bølger i kanalen og på fjorden er særdeles fraværende, kan man benytte tiden til at få stuvet alt det væk, som vi nu engang slæber med. Har du allerede gjort det inden afgang, så kig dig godt omkring. Der er garanteret ikke to ture, der er ens. Vejret er skiftet fra sidste tur, naturen på begge sider af kanalen har ændret sig, selv om det måske kun er en uge siden du var her sidst.
Du kan nyde, at den gamle losseplads, der blev udlagt til rekreative formål for et par år siden, er blevet flot med sit kuperede terræn. Du kan måske se nogle mountainbikere, der dyster på ”puklerne”, eller følge nogle personer, der har lånt kanoer eller kajakker, og som må sande, at det ikke er så nemt, som det ser ud til.
Du kan også lige nå at få et kig til Sorthusene, der anvendes som jagt- eller fiskerhytter, inden man ser en hel flok heste, der græsser her på det nordligste Stige Ø, ja, de vover sig endda sommetider helt ud på spidsen, selv om navnet er Koholm.
Når du er ved at være ude af den gravede rende, kan du tænke på, at det første skib til Odense passerede her for 200 år siden, nemlig i 1803.
Selv om du måske nu har sat sejl, og de skal trimmes, er der nok alligevel tid til at se på omgivelserne. Klintebjerg med sin lille havn og Vigelsø på den anden side, som i dag er ejet af Miljøministeriet, og hvor de tre fjordkommuner Nordfyn, Kerteminde og Odense driver naturskole i de gamle forpagterbygninger. Hele området er i øvrig udpeget som EU-habitatområde, så der er restriktioner for, hvor man må færdes. Fra søsiden kan du imidlertid sagtens få et indblik i det rige fugleliv, der er på øen. Når det er yngletid, er det næsten ikke til at få ørenlyd for alle de fugle, der flyver til og fra rederne.
I hele fjorden er der mange små øer både naturlige og menneskeskabte. Fælles for dem alle er, at der yngler mange fugle, som man kan have stor glæde af at iagttage. Vi skal blot huske på, at de skal have ro i yngletiden fra 1. april – 15. juli. I den periode må man ikke komme i land på disse øer.
Du har selvfølgelig kunnet se den store portalkran på Lindø under hele sejladsen på fjorden, men vi kommer jo helt tæt på Odense Stålskibsværft – Lindø, som blev indviet i 1959. Den første portalkran, fra 1969, væltede som bekendt under orkanen i december 1999, men allerede i maj 2001 kunne man indvie en ny kran, så vi sejlere, når vi kommer ude fra Kattegat, er sikre på, at vi er på rette vej. I 2006 kunne man følge verdens største containerskib ”Emma Mærsk” på hendes vej ud til åbent vand.
Værftet er nu desværre under afvikling, men mange gode kræfter forsøger at samle området som Lindø Industripark.
Ja, nu kan vi allerede se ud til havet, og så skal vi vælge. Skal vi nu følge ”damperrenden”, den afmærkede rute, eller skal vi sejle hen til de opbyggede stenøer med båkerne, inden vi drejer af, og sætter kurs ud af fjorden. Ja, det er helt op til den enkeltes temperament og bådens dybgang. Under alle omstændigheder er der stadig nok at se på. Der er f.eks. Munkebo Bakke, der med sine 58m er højt hævet i landskabet. Ydermere byggede Munkebo kommune i 1993 et udsigtstårn, doneret af A.P. Møller-fonden. Fra tårnet er der udsigt over Odense Fjord, Kerteminde Fjord og Kertinge Nor. På klare dage yderligere til Samsø og Storebæltsbroen.
Vi skal videre, for nu kan vi jo også klart se Enebærodde Fyr, der markerer sejlrenden gennem Gabet, det smalle farvand, der skiller fjorden og Kattegat, og hvor strømmen kan løbe med et par knob. Fyret og tilhørende fyrmesterbolig blev opført i 1895. I dag er fyret automatiseret og fyrmesterens hus er fritidsbolig. Enebærodde er i øvrigt Fyns største hedeområde, bevokset med enekrat. Det hele bliver afgræsset af kvæg, og man kan ofte se flokken ligge ved strandkanten.
Se, nu er vi faktisk på åbent vand. Der er måske masser af luft og bølgerne kommer rullende. Så kan man da glæde sig over, at på første del af turen, var vandet som et stuegulv, hvis man altså bedst kan lide sejladsen på den måde. Omvendt kan man på vej ud af fjorden glæde sig til bølgerne og en selvfølgelig mere fri sejlads, som åbent vand giver.
Der er altså oplevelser for enhver smag, når du har båden liggende i Odense Sejlklub. Vi er glade for vores fjord og glade for, at de forskellige offentlige instanser, interesseorganisationer og andre foreninger med tilknytning til fjorden er meget opmærksomme på, at Odense Fjord skal have det så godt som muligt.
P.S. Husk at begynde artiklen bagfra, når du sejler hjem til Odense Sejlklub.
